70, 60, 50, 40, 25, og 10 års jubilarer til festen!
I disse dage udsendes 1000 indbydelser til gamle elever fra Jyderup Realskole i anledningen af skolens 70 års jubilæum lørdag den 11. april 1964. Der ventes en lang række jubilarer 70, 60, 50, 40, 25, og 10 års, og der er lagt et festligt og alsidigt program, bl.a. med festtale ved kontorchef Vagn Jensen, spisning på Bromølle kro, dans mv. Der er masser af kendte personligheder mellem de gamle elever, og allerede inden de officielle indbydelser er tilgået, er givet tilsagn fra flere, bl.a. forfatteren Bo Bojesen. Christian greve af Rosenborg hører også til gamle elever fra sin tid på "Bjergbygård", men er på nævnte tidspunkt i udlandet. Fristen er 7. april For ca. 50 af de 70 årgange er der valgt klasserepræsentanter, som har gjort et vældigt arbejde for at finde frem til så mange adresser som muligt. Hvis der blandt bladets læsere er gamle elever også med mellemskoleeksamen, som endnu ikke har fået indbydelse til jubilæumsfesten, er skolen interesseret i, at de pågældende selv tager initiativ til at ringe til skolen, tlf. Jyderup 25, eller arbejdsudvalgets formand, tlf. Svinninge 170. Fristen er 7. april (1964) Det har været en oplevelse at tale med de gamle elever, der allerede er kontaktet. Interessen for jubilæumsfesten er meget stor og afspejler fordums elevers kærlighed til deres gamle skole. Hvordan det begyndte Der lever endnu forbavsende mange, som blev indmeldt i Jyderup Realskole ved oprettelsen for 70 år siden. Den 82-årige tidl. viceinspektrice, frk. Schaumburg, København, datter af daværende provst Schaumburg, Jyderup, fortæller at Jyderup borgerne først i 1890'erne ansatte en privatlærerinde, der underviste børnene i en stue i præstegården. I 1894a købte købmand Carl Hooge - bankbestyrer Holger Hooges far - villaen "Søbæksminde" til realskole. Hooge var eneejer i 14 dage, hvorefter en kreds af andre betydende borgere, som arbejdede på oprettelsen af realskole, delte det økonomiske ansvar med Carl Hooge. Skolebestyrer gennem årene Jyderup Realskoles første skolebestyrer var Lambek, der virkede fra 1894 til 1897. Lambek var en betydelig filosof og var sjælen i udarbejdelsen af retspartiets teorier. I 1897 blev dannet et aktieselskab, der lejede skolen ud til den følgende bestyrer, O. Laage, og senere til dennes svigersøn, Niels Mønsted Friis, hvis døtre, lærerinde, frk. Margrete Friis og musiklærerinde, frk. Else Friis, stadig bor i Jyderup. I 1909 købte Niels Mønsted Friis realskolen, som derefter var privatejet, indtil den i 1959 blev omdannet til selvejende institution. Skolebestyrer Niels Mønsted Friis var en både begavet personlighed og en fremragende pædagog, som med stor dygtighed ledede skolen i 37 år. Senere blev skolen ført videre af andre dygtige skolemænd som Aksel Knudsen, Valdemar Hansen og Thomas Vang Petersen, og fra 1962 blev nuværende leder, Willy G. Hebin, overdraget bestyrerposten. 70 året i Kollegiets tegn I 1963 begyndte Realskolen med stort held en børnehaveklasse. Ligeledes fik man undervisningsministeriets tilladelse til oprettelse af eksamenskursus. Dette realiseres, når tid og lejlighed gives. Det store og altoverskyggende jubilæumsønske er Jyderup Realskoles Kollegium med plads til 96 kostelever. Der er god gang i aktietegningen, men d'herre Hebin og Randskov lægger ikke skjul på, at de gerne så arbejdet lettet ved henvendelser fra dem, der kunne tænke sig at tegne en eller flere aktier a 1000 kr. (som kan betales i rater). Det kniber med at få tid nok til dette betydelige ekstraarbejde. Men opgaven skal løses til gavn for skolen og for Jyderup by1 Alle tiders jubilæumsfest 450 gæster til Jyderup Realskoles festmiddag Jyderup Realskoles 70 års jubilæum på lørdag vil blive en begivenhed, der står gny af. Det bli'r "alle tiders jubilæumsfest", siger formanden for festudvalget, forst. Richard Randskov, der sammen med skolebestyrer Hebin og skolens formand, Gunner Jensen "Høedgården", har modtaget tilmeldelser fra omkring 450 gæster. Det sprængte alle rammer for planen om, at festmiddagen skulle afvikles iBromølle' store sal, der kan rumme godt 250 spisegæster. Restauratør Sjølund har resolut skaffet et opvarmet kæmpetelt med plads til alle. En 70 års jubilar med Så at sige alle jubilæumsårgange bliver repræsenteret. En af de først tilmeldte er en 70 års jubilar, altså fra årgang 1894, den næste fra 1898. Ellers er de første snes år naturligt nok noget sparsomme repræsenteret, men fra årgang 1918 er samtlige årgange repræsenteret, både jubilarer og ikke jubilarer. De to ældste jubilerer er bankbestyrer Holger Hooge og bankbestyrer Ejner Folkmann, begge Jyderup. Gæster Foruden skolens gamle elever deltager også en række andre indbudte gæster, Jyderup sogneråd bliver repræsenteret ved sognerådsformand Emil Nielsen og frue; særlig indbudte gæster er også den kendte skolebestyrer Mønsted Friis slægt, deriblandt de to døtre, der stadig bor i Jyderup: lærerinde, frk. Margrete Friis og musiklærerinde, frk. Else Friis. Undervisningsministeriet bliver repræsenteret ved en tidligere elev fra Jyderup Realskole - bedre kan det vist ikke være - og det bliver kontorchef Vagn Jensen (årgang 1918), der har lovet at holde jubilæumstalen ved festen på Bromølle kro Reception Det er ministerielt forordnet skolefridag for skolens elever, således som det også er for andre skoler landet over på grund af, at en ekstra fridag er obligatorisk i stedet for dronning Ingrids fødselsdag, der faldt i påsken. Der vil således ikke blive anledning til særlige arrangementer for nuværende skoleelever, men jubilæet skal nok komme til at sætte sit præg på jubilaren på mange andre måder, og selvfølgelig vil flaget blive hejst fra morgenstunden. Kl. 17 vil der blive en kort reception på skolen, hvor der bydes på et glas vin, ligesom der bliver lejlighed til et kig på "Der sad jeg"! Festens program Festmiddagen er berammet til kl. 18, omend "det akademiske kvarter" sikkert vil gå, inden parkeringen af de vel over 200 biler bliver afviklet. Heldigvis er der ikke parkeringsproblemer ved Bromølle, og det vil der heller ikke blive ved bordene, lover festudvalget! Bordarrangementerne bliver ordnet således, at deltageren placeres klassevis, hvilket man mener vil blive det mest tilfredsstillende og fornøjelige for alle parter, når der bliver et stort opbud af gæster. Det er hensigten at udvælge en "klasseformand" for hver klasse. Efter velkomst og jubilæumsfesttalen vil der blive hilsener fra elevjubilarer til skolejubilaren. Kan der blive tid tilovers mellem servering af de tre retter mod, der udgør festmiddagen, og de mange taler, vil der blive underholdning ved gamle elever, musik m.m. Medens teltet efter middagen bliver ryddet, vil der live serveret kaffe inde på kroen, og der danses i teltet til ud på de små timer til Camillo's orkester fra Holbæk2 Undervisningsministeriets løfte om byggetilladelse til Jyderup Realskoles Kollegium! Strålende jubilæumsfest med 444 gæster ved Jyderup Realskoles 70 års jubilæum Ved en strålende festdag, ombølget af hædersbevisninger og sympatitilkendegivelser med 444 gæster og en vidunder jubilæumsgave til det nye Kollegium, gik 70 års jubilaren, Jyderup Realskole, i lørdags ind i en ny æra og så levedygtig som nogensinde. Fra alle sider blev det slået fast, at Jyderup Realskole har så stor en plads i alles hjerter, at den skal leve og vokse, midt i alle andre bekymringer for de private skoler, og at det er en opgave man er enige om at stå sammen om. Festmiddag i cirkustelt Festlighederne indledtes fra lørdag formiddag, da gaver og blomster begyndte at strømme ind, gratulanter indfandt sig, og telefonen kimede med nye tilmeldinger til de allerede tilmeldte 444 gæster til jubilæumsfesten på Bromølle kro, men der måtte siges nej til ca. 50 gæster udover dette tale, der var absolut maksimum for, hvad resturantør Sjølund kunne huse i det cirkustelt, han havde lejet af cirkus "Arena", og hvor Sjølund i øvrigt hentede en privat kæmpesucces hjem på den fantastiske dygtige måde, hvorpå han klarede festmiddagen for de mange gæster. Blomster og hilsener Mellem de mange blomsterhilsener og flotte blomsterkurve var bl.a. fra Jyderup sogneråd, Jyderup kommuneskole, Jyderup sogns skolekommission, familien Mønsted Friis, frk. Raabæk, der også skænkede Mønsted Friis gamle skoleklokke, Jyderup Bogtrykkeri, en række private borgere, deriblandt fru Marie Wamberg, Holbækvej, og desuden boggave fra skolens lærerpersonale m.m. Receptionen Skolens flag var hejst, og desuden blev der flaget fra mange private ejendomme, da de mange gæster indfandt sig til receptionen på skolen. Bilkøen strakte sig over det meste af Slagelsevej, og gymnastiksalen kunne ikke nær rumme de godt 400 gæster, der blev budt på forfriskninger og ellers fik set sig om på den gamle skole, der har fået det nye islæt ved den skolebygning, der blev suppleret med for nogle år siden. Vejret var det yndigste forårsvejr, og skolen solede sig i dobbelt forstand midt i al den virak, den var genstand for. Skolebestyrer Hebin bød her et foreløbigt velkommen og udtrykte glæde over al den hyldest, der blev skolen til del, og over, at så mange gamle elever viste trofasthed mod Jyderup Realskole. Der lød mange begejstrede udråb, når gamle elever fandt hinanden, og der var glædesstemning for alle pengene. Kl. ca. 17,45 satte den lange kø sig i bevægelse for at køre til festmiddagen. Festen Cirkusteltet var festligt oplyst, og der var beundring over den ideelle måde, hvorpå arrangementet rent praktisk var tilrettelagt. Hver årgang havde sit bord, for dermed at få det bedste udbytte af samværet, og endvidere var der borde for indbudte gæster, for forældre, for bestyrelsen m.m. Alderspræsidenterne var, som før omtalt, bankbestyrer Holger Hooge (1894) og bankbestyrer Ejner Folkmann (1898) begge Jyderup. Særligt indbudt gæst mellem gamle elever var kontorchef Vagn Jensen, Undervisningsministeriet, der 1918 tog Realeksamen ved Jyderup Realskole. Jyderup sogneråd var repræsenteret ved sognerådsformand Emil Nielsen og frue. Formand for festudvalget, forst. Richard Randskov, ledede placeringen af de 444 gæster ved opkald gennem mikrofonanlæg og var aftenens toastmaster og for øvrigt også forfatter til 3 festsange, mens overlærer Hjort-Olsens frue, fru Lise Hjort-Olsen, havde æren af en fjerde sang i dagens anledning. Skolebestyrer Willy G. Hebin nævnede i sin velkomst, at den store tilslutning havde varmet og glædet skolens ledelse og bestyrelsen som kærlighedserklæringer til den gamle skole. Der var kommet repræsentanter for samtlige klasser lige fra 1918, og i det hele var 52 årgange ud af 70 mulige repræsenteret. Særlig velkomst fik kontorchef Vagn Jensen med tak for al den venlighed, hvormed man var blevet mødt i undervisningsministeriet, samt til sognerådsformand Emil Nielsen og frue, ligeledes med en tak for råd og vejledning, når problemer trængte sig på, til tidl. skolebestyrer, overlærer Vang Petersen og andre gamle lærere, til søstrene Friis, Jyderup, bankbestyrer Hooge, bankbestyrer Folkmann og de mange eksamensjubilarer. Derefter blev - velarrangeret og præcist - de mange gæster beværtet med en rejekuvert, kalvefilet med forskelligt tilbehør, iskage, altsammen med diverse vine. At lyset, midt under det hele gik ud, gav lidt forsinkelse, men ødelagde ikke feststemningen, og der var heldigvis stadig lys i sidebelysningen og de levende lys på bordene. Kontorchef Vagn Jensen Festtalen blev holdt af Vagn Jensen, der omtalte skolens bomærke, aladdinlampen, og kom derefter ind på en omtale af Jyderup Realskole fra hans egne år på skolen og de lærere, som var kommet til at betyde meget for ham, ikke mindst frk. Sørensen, frk. Nielsen, skolebestyrer Mønsted Friis og lærer Hans Jørgen Hansen. Det meste af, hvad der den gang blev lært, var vel gået i opløsning og fortrængt af nye indtryk, men samtidig måtte man erkende, at desto klogere, man blev på materielle fremskridt, med dets tekniserede og afhumaniserede indstilling, desto mere fremmede bliver man for hinanden, og opdager derved, hvilen værdi, der er i fællesskabet - navnlig som her med det store fællesskab, der gør dagen til en dejlig og inspirerende oplevelse. Vi mødes i minderne, vi, der har vandret ad samme skolevej og oplevet de samme ting. Fællesskabet har en vidtrækkende betydning, som vel er værd at dyrke, og det er for os et værdifuldt bindeled at være Jyderup elev. Har fremtiden for sig Vagn Jensen gennemgik skolens historie, lige fra den begyndte i præstegården, de forskellige skoleledere, hvoraf navnlig Lambek blev en kendt mand, en filosof med stor betydning, og en åndelig stamfader for skolen. Mønsted Friis var en stor personlighed med stærk autoritet, og Hans Jørgen Hansen den højt elskede lærer. Efter omtale af mere personlige oplevelser på Jyderup Realskole, nævnede Vagn Jensen, at der havde været "gode og magre år", og at de private skoler var kommet i ugunstig situation. Det var derfor en glæde for en gammel elev at konstatere den målbevidsthed, hvormed Jyderup Realskole holdt skansen og udbyggede barrikaderne. Denne skole har fremtiden for sig, og her mødes vi sikkert igen til en formidabel 75- års fest! Kostskoleafdelingen er planerne for en ny udvikling, og vi må prise den kampånd og det gå-på- mod, hvormed opgaverne tages op - trods de 70. Der er pionerånd og sammenhold om denne skole, og det giver rige løfter og en frugtbar fremtid. Vi er i taknemlighedsgæld til Jyderup Realskole, og vi ønsker, den må leve og blomstre. Andre talere Ældste repræsentant for gamle elever, bankbestyrer Holger Hooge causerede i muntre vendinger om hændelser i skoletiden, fremdrog minder om skolelederne og hyldede det initiativ, skolebestyrer Hebin viste, og som nu bl.a. gav sig udslag i planer om Kollegium. Vi bør alle være med til at skaffe de penge, der er nødvendige, ved at tegne aktier. Længe leve Jyderup Realskole. For 50 års jubilarerne talte Axel Christian Holm, der fremhævede lærernes dygtighed, og hvorledes Laage og Mønsted Friis særlig havde evnet at skabe autoritet om skolen. Dir. Vang, Helsinge (40 års jubilar) takkede dem, der havde taget initiativet til festen. Assurandør Erik Søvndahl-Petersen, Jyderup, omtalte Hebins dygtige ledelse og det initiativ, der er taget til oprettelsen af et Kollegium. Plantageejer Henrik Junker, Bjergsted, takkede for mange gode og hyggelige minder og bragte på sin årgangs vegne en varm tak for den måde, hvorpå skolen blev ledet videre på. Flere andre havde ordet, og der blev bl.a. forespurgt, hvilket grundlag, der var for at realisere planerne om et Kollegium. Hertil svarede forstander Randskov, at man agtede at skaffe de fornødne penge, da der er et afgjort sigte, at Jyderup Realskole, som er en af de få tilbageblevne landrealskoler, skal bestå. Tegningerne til byggeriet kan give os et håndslag, stort eller lille, således, at vi står sammen om opgaven. Festens clou Så kom festens clou: Kontorchef Vagn Jensen meddelte, at han - efter et løfte fra undervisningsminister Helveg Petersen - kunne oplyse, at Jyderup Realskole vil få den ønskede byggetilladelse. Der skal først opfyldes visse formaliteter og tales med ministeren om vilkårene, ligesom der må skaffes udvej for en nødvendig sum, men løftet er givet fra undervisningsministeren og må animere til at bakke op om og støtte det initiativ, der nu vises til nye veje for den gamle skole. Bifald hilste denne glædelige meddelelse, der vil blive endelig bekræftet, når skolens ledelse og bestyrelse på fredag skal besøge undervisningsministeriet for personligt at blive forelagt Helveg Petersens løfte. Formanden for skolekredsen, gårdejer Gunner Jensen, "Høedgården", tolkede bestyrelsens og skolekredsens tak3 |